
Siddende til venstre formanden Niels Møller Hansen i samtale med Jørgen Madsen, formand for LAG Ringkøbing-Skjern
Ådum Købmand ApS lukkede ved årsskiftet. I aftes kunne formand Niels Møller Hansen byde velkommen i forsamlingshuset til 80 interesserede i genstart af en butik.
Situationen har som bekendt ændret sig positivt med den halve million, som en anonym person risikovilligt og uden betingelser har stillet til rådighed for at få en butik i gang igen.
Den afgående bestyrelse var enige om, at den chance skulle prøves af, og har opfordret nye kræfter til at melde sig i et arbejdsudvalg.
Niels Møller Hansen havde på forhånd fået tilsagn fra tre, som ville være med. Resten skulle findes i aftenens løb ved frivillighed, idet valget til bestyrelse først finder sted ved generalforsamlingen torsdag den 13. marts.
For at få situationen på landet bedst muligt belyst var Jørgen Madsen, formand for LAG i Ringkøbing-Skjern, inviteret til at give et bud på og fremtidsvision for attraktive levevilkår i Landdistrikter.
Han kom med kreative forslag og nævnte projekter, som Den Lokale Aktionsgruppe iværksætter. Med opfordringen – ”Husk at klappe jeres ildsjæle på ryggen, at sige jeres mening til de rette, og at dette er en fælles sag og så spørge: Hvor kan jeg bidrage” – ønskede Jørgen Madsen held og lykke med købmandsbutik i Ådum.
Niels Møller Hansen orienterede herefter om den aktuelle situation: ”Vi står med en tømt butik, rengjort af frivillige og klar til brug igen. Jeg har to modeller og et alternativ, som jeg vil præsentere for jer.”
Model 1 er at fortsætte med den nuværende konstellation som ny Ådum Købmand ApS. Model 2 er at ændre vedtægter og få ”franchise” aftale med ny købmand, som får en selvstændighed inden for butikskæden. Alternativet er et lille sortiment af dagligvarer og derudover afhentning af bestilte varer fra netbutik i åbningstiden sidst på eftermiddagen. Frivillige klarer dens drift.
Niels Møller Hansen opfordrede til at bygge videre til fordel for landdistriktet. ”Vi har en flot og energivenlig butik. Lad os genåbne daglivarebutikken, så vore huse beholder ejendomsværdien, tilflyttere tilbydes bedre vilkår, det daglige mødested består, og virksomheder beholder deres leverandør.”
Over kaffen, som Bachs Bageri gav brød til, drøftedes mulighederne rundt ved bordene.
Hans Laurids Pedersen var ordstyrer for fælles drøftelse bagefter, hvor mange indlæg og spørgsmål blev bragt til overvejelse.
Den nuværende bestyrelse har gjort en stor indsats for den bedst mulige afvikling af butikken, mens man endnu kunne svare enhver sit. Kontakten til Supergros, andre leverandører, Danske Spil og bankforbindelsen er fortsat holdt åben.
500.000 kr. som startkapital gør det lettere for en ny købmand at komme i gang. Niels Møller Hansen har fået tre henvendelser fra interesserede købmænd.
Hurtigst muligt samles bestyrelsen med den nye arbejdsgruppe. Ud over de tre, som havde meldt sig inden, sluttede aftenen med en samlet gruppe på i alt ni personer, som vil gå ind i videreførelse af den mulige butiksform og ansættelse af en ny købmand.