
Ni børnehavebørn fra Ådum og Tarm prøvede i torsdags, hvordan det er at gå i skole. Sammen med eleverne på Ådum Børneunivers var de med til den daglige ”Høj puls” og derefter på tur rundt for at se skolen. De begyndte hos skoleleder Helle Grønkjær og fik set både hendes og Lone Fjelsteds kontor, inden de kiggede ind i klasserne.
Spændende opgaveark

Resten af dagen var de kommende nulte klasses elever sammen med børnehaveklasseleder Inger Dam Nielsen. Der blev sunget ind imellem til Ingers guitarspil og løst opgaver, som var sat ind i en mappe. Det var spændende alt sammen, men blev stærkt udfordret af forventningen til det uvante at have en madkasse og drikkedunk med, som ventede i tasken.
God appetitvækker

Efter spisefrikvarteret gik børnene med over i SFO og legede, og inden man næsten så sig om, var klokken blevet 13.05, hvor der var forældrekaffe.
Førskoledagen har været en god appetitvækker, og børnene glæder sig til komme i 0. klasse. For dem, som ikke nåede med, er der stadig god mulighed for at at aflægge skolen et besøg og få et indtryk af, om Ådum Børneunivers netop skulle være det helt rigtige valg.
Indlægget Vellykket skoledag før tid blev først udgivet på Aadum.com.