Hans Laurids Pedersen blev efter 47 års ansættelse på Vestas Wind Systems A/S indstillet til Den Kongelige Belønningsmedalje med krone, som han modtog den 24. april efter at have sagt farvel til de mange års arbejdsliv.
Der skal siges tak til dronningen for medaljen, og det foregår ved en audiens, som holdes på en del mandage i årets løb.
Den 19.oktober var der audiens med seneste ankomst kl. 9.45. Hans Laurids mødte op på Christiansborg og blev vist ind i en stor sal, hvor man ventede. Der var cirka 50 denne dag, og alle blev skrevet op, inden man kunne finde sig en plads på en af bænkene langs væggen.
Hans Laurids fik at vide, at han ville komme ind ret hurtigt, fordi hans orden både var sølv og med krone. Inden blev de ventende tre ad gangen instrueret og fik at vide, at de skulle gå hen til dronningen, give hånd og sige tak for medaljen samt sige, hvem man var. Man kunne have forberedt, hvad man ville sige, ellers ville dronningen spørge til noget.
Og ret hurtigt kom da også det højtidelige øjeblik, hvor Hans Laurids blev vist ind.
Dronningen sad i et stort rum lige inden for døren, Hans Laurids fortalte om Vestas’ fantastiske rejse, som han havde gjort med, fra 120 til 22.000 medarbejdere. Dronningen udtalte sig positivt om vedvarende energi, og spurgte til Hans Laurids’ rolle, hvor han svarede, at i forbindelse med indstillingen havde han tænkt, at hans indflydelse måske havde været større, end han selv har troet, fordi han hele tiden har haft en ledende rolle med hensyn til medarbejdere og i øvrigt brugt samme værktøj til motivation inden for det frivillige foreningsarbejde. Og at hans største oplevelse havde været som medstarter af en efterskole i 1987 for 60 og nu 130 elever, som der får en helt fantastisk oplevelse.Så var tiden ved at være gået, og dronningen gav hånd, sagde tak og tillykke, og Hans Laurids gik ud. Endnu en kop kaffe tog han og lidt snak med en af de andre ventende.
Derefter gik han vejen tilbage til hotellet, hvor Jytte ventede, for ingen andre end de udnævnte havde adgang til Christiansborg.
På tilbagevejen var det en speciel oplevelse at opdage, hvor synlig ordenen er. Flere ønskede til lykke undervejs.
Hans Laurids skal bruge den Kongelige Belønningsmedalje ved officielle lejligheder, og kan bruge den, når han ellers synes, det er passende.
Hans Laurids er langt på vej med den levnedsbeskrivelse, der i samme forbindelse skal afleveres til opbevaring i Ordenskapitlets arkiv, hvor den frigives efter 50 år.