Ådum Idrætsbørnehave inviterede i torsdags til kulturaften for børn og forældre. Alle begyndte i hallen, hvor de udenlandske forældre var blevet bedt om at stå for lege og sanglege fra deres eget land.
Det blev en stor oplevelse for alle børnene og de voksne med. AFS-volontøren i Ådum Idrætsbørnehave Diana Escalante Campos lagde ud med en børnesang fra sit hjemland, Mexico.
Sang og bevægelse
Fra litauerne var der en sangleg om ’Arbejdsmanden, der går rundt’. En tysk far stod for en sang, som han var kommet i tanke om fra sin egen børnehavetid, og som udrykte ønsker om, at solen måtte komme. Rumænerne afsluttede og stod foran og viste trin og fagter til deres sang.
Det var en rigtig god måde at være sammen på, og Tenna Bjørslev Knak takkede de medvirkende for denne gode indledning til aftenen.
Spændende retter
Derefter blev det spændende og velsmagende tag selv bord nydt i børnehaven. De udenlandske forældre havde taget retter med fra deres land, og det var både meget anderledes og velsmagende retter.
Børnehaveleder Susanne Johansen afsluttede med en stor tak til de medvirkende og til alle for et udbytterigt samvær.